Nyheder

 

26.7.2019

Jesper Juul døde 25.7.2019. Læs her Peter Høegs mindeord:

Første gang jeg mødte Jesper Juul, i 2008, til et af de stiftende møder for Foreningen Børns Livskundskab, beholdt han cashmere-overfrakken på fra han kom til han, inden vi var færdige med mødet, blev hentet af en taxa for at nå flyet til Tokyo.

Han var på vej til Japan for at åbne en filial af hans verdensomspændende netværk, FamilyLab, som på det tidspunkt var i eksponentiel vækst, og sådan husker jeg ham fra de følgende eksplosive år. Han var altid på vej, altid med frakken på og en smøg i hånden, man kunne ikke lade være med at tænke at bare manden ikke slider sig op, bare nu alt det han med grænseløs og utrættelig generøsitet giver og deler ud af personlig hjælp og visdom og foredrag og møder og kontakter og samtaler og strømmen af bøger, bare det nu ikke tager livet af ham.

Jesper kunne fortælle andre, og få dem til at forstå, at det kun er sit overskud man kan dele ud af, giver man mere end det, begynder man at brænde af reservetanken. Men han havde sværere ved at rette den omsorg mod sig selv.
Vi sagde det engang til ham: -Jesper, sagde vi, -vi ville ønske du ville passe bedre på dig selv. Vi er så mange der har så hårdt brug for dig.
-Jeg véd det godt, sagde han. -Jeg prøver, men det er svært.
I svaret mærkede vi tyngden af den byrde og det ansvar han løftede. De tusinder af mennesker han forholdt sig personlig til, og de millioner der på forskellige måder var direkte inspireret af ham.

Han kaldte det udadvendte arbejde, foredragene for de store forsamlinger, rejserne, debatterne, både dem hvor han skrev og dem hvor han debatterede live, for ’at tale fra blokvognen’. Billedet stammer fra det moderne gennembrud og tiden derefter hvor kritikerne af det autoritære styre talte fra improviserede talerstole på blokvogne (der står en statue af Hørup i Kongens Have hvor han taler fra ladet på en blokvogn, og hvor han, hvis man barberede overskægget af, ville ligne Jesper på en prik, det samme massive kropslige nærvær, den samme voldsomme passion og tørst efter retfærdighed, den samme gennemslagskraft). Det var ét af Jespers råd til yngre lærlinge: I må ud og tale på blokvognen, det er først dér man lærer at få kontakt med et publikum.

imageFoto: Hanneli Ågotsdatter

Forholdet mellem børn og voksne er i Danmark blevet afgørende forbedret i de sidste 60 år. I den forbedring har Jesper Juul en stor andel. Når man hørte ham tale, og når man læser ham i dag, læser de store klassikere som for eksempel Dit kompetente barn, Pædagogisk relationskompetence eller én af de nyeste, Førerulve, om lederskab i familien, så bliver man igen og igen meget glad og tænker helt enkelt: Manden har ret!

Jespers arbejde, meget af det udviklet med en anden gigant, hans kollega, nære samarbejdspartner og veninde, psykologen Helle Jensen, adskiller sig fundamentalt fra de mange pædagogiske modebølger der kommer og går, og på sigt viser sig kun at kruse overfladen. Jespers og Helles forståelse og demonstration af at under alle lærings- og udviklingsprocesser ligger menneskelige relationer, er ikke bare én teori blandt mange. Det er en beskrivelse af hvordan tingene rent faktisk forholder sig. En beskrivelse af at mere end noget andet drejer det sig, i familien, i børnehaven, i skolen, kulturen og på kloden, om at forstå hvad der skal til for at forbedre relationer mellem mennesker.

Og faktisk er det ikke svært at forstå at det er sådan det forholder sig, det er, når man hører Jesper forklare det, soleklart at det, det drejer sig om, er at hver enkelt af os bliver stadig mere tro mod vores egen ægthed, vores autenticitet som vi er født med anlæg for, og fra dette sted møder andre i respekt for deres individualitet.
Det er ikke svært at forstå, men det er vanskeligt at praktisere. Jespers liv var én lang storslået bestræbelse på at lære mennesker denne holdning og praksis.

I denne bestræbelse var han fuldkommen udogmatisk. I samarbejdet i Børns Livskundskab, omkring bøger, kronikker, film, konferencer, pilotprojekter på lærerstudiet og i folkeskolen og vores internationale uddannelse i Tyskland (www.trainingempathy.com), var Jespers samarbejdsvillighed og åbenhed så bevægende. Der var fra hans side aldrig det mindste forsøg på at insistere på faggrænser eller på at understrege hans egen indsats. Hvad han var optaget af, var at livet skulle blive bedre for børn og voksne, og hvor som helst han fandt forbundsfæller og rejsekammerater der lå på samme kurs, så hilste han dem varmt velkommen.

En del af hans kolossale format udtrykte sig i hans ligefremhed. Han var fuldkommen usnobbet, uimponeret, fræk og, undskyld at jeg siger det, sexet. På en uskyldig måde.

Jeg konfronterede ham engang med noget af dette. Vi gav sammen et dobbeltinterview til tysk Vogue, Jesper har status som en af de helt store profeter i Tyskland, og det gjorde vi var nødt til at stemme violinerne, at komme lidt mere personligt på bølgelængde end vi havde været tidligere, for at kunne møde journalisten med én samlet stemme. -Jesper, sagde jeg, – du må være klar over at du også er en gadedreng, en forførende gadedreng, når du taler til 700 forældre så er mænd som kvinder samtidig charmeret og forført, så vover en stor del af kvinderne tanken: Tænk hvis han var far til mit barn.
Jesper stirrede vantro på mig. Jeg kunne se at tanken var ham virkelig fremmed.
-Og så har du fat i dit indre barn, pressede jeg ham, -det må være noget af grunden til at du kan hjælpe familier som du kan, i global målestok, du véd inde i dig selv nøjagtigt hvordan det er at være barn.
Et øjeblik var han stum. Så rystede han på hovedet. Hans naturlige ydmyghed kunne ikke tage imod anerkendelsen.
-Du tager fejl, sagde han. -Jeg mener slet ikke jeg har kontakt til et indre barn.
Vi så på hinanden. Jeg vidste jeg havde ret. Vidste det dengang og véd det i dag.

Jesper Juul havde i enestående grad kontakt til ikke ét indre barn, men til en flok: Til gadedrengen, til det sårede barn, det følsomme barn, det guddommelige og kreative barn. Det var blandt andet fra det sted han skrev og underviste og gav terapi, fra det sted at den flod af medfølelse der udgik fra ham, strømmede.

Han var meget lidt sentimental. Han hængte meget lidt fast i fortiden. Han ville have sagt at vi nu, hvor han er væk, skal se fremad. Hvor mange nationale og internationale forhold mørkner og kalder på en indsats, men hvor der også er lys mellem skyerne: Helle Jensen viderefører hendes og Jespers arbejde i stor europæisk målestok. I USA er Mette Miriam Böll, med Peter Senge, ansvarlig for en omfattende uddannelse af lærere og ledere i skolesystemet, en uddannelse hvor flere fra Børns Livskundskab underviser. Og Børns Livskundskab selv, som blev stiftet da Helle og Jesper kontaktede Vækstcenteret om et samarbejde om at udvikle en pædagogik der drejer sig om at støtte børn og unge i at udvikle deres naturlige anlæg for selvberoenhed, er i støt vækst. Netop i disse måneder samarbejder Lone Fjordbak fra Dansk Center for Mindfulness med Katinka Götzsche, forkvinde for Børns Livskundskab, om et storstilet projekt der bringer mindfulness og relationskompetence ind i folkeskolen.

Alligevel vil vi have lov til, inden vi løfter hovedet og kigger fremad, at mærke sorgen. Over at et stort egetræ, en pragtfuldt personlighed, en meget, meget tro og dyb ven af mennesker, af voksne og børn, og en voldsom trækkraft for det virkelige, det bæredygtigt humane fremskridt, er borte.

 


 

 

by Mona Kino – January 2017

It took me a little while to find the appropriate way of writing this blog. First there were ideas, then fragments of texts, and the question what form or shape to condense all this to. How to start?

I have decided to start this first blog with a little explanation regarding the biographical parts of my writing.

Some of my writing is personal, some will reflect about personal issues of people I encounter. Sometimes I combine thoughts and experiences and the distinction between friends, clients, co-workers and my family get blurry. This pays respect to the need of protecting the privat sphere of those close to me, and also reflects my deepest respect for thoughts and emotions people have shared with me.
Hence I will take the liberty to merge people and change places, names and ages.

Everything can be true, but has happened differently.

I hope you find some pleasure and fun in reading.

„So, how has your life changed since you have been taking the course Training Empathy?“ my friend asked me while visiting me last week. I laughed  „It is like so much and so little at the same time, that I do not know with what or how to start to describing it.“ She replied also laughing: „Life can only be understood backwards; but it must be lived forwards.“ Referring to one of our faourite quotes of Danish philosopher Kierkegaard. I nodded with a smile.

fraukopflos_1 by gesine grotrian

That is exactly how I felt at the moment.

We sat down on a bench at the lake where we hab been for a walk. I asked her for a couple of minutes of patience so I could think of an example. I closed my eyes for a minute or two and gave space to the first memory coming up in my mind:

I was sitting in our car. Time was tight, as I was rushing to an appointment.

„I forgot my p.e. bag“ my son said from the back seat of our car. We had just arrived at his table tennis training center where I wanted to drop him off quickly on my way. Instantly I could hear different voices in my head. As in the movie „Inside out“ I could feel my personal secretary of defense, inner secretary of state and home secretary joining for a meeting to discuss what kind of restriction we shall go for.

Then time stretched.  I realized that  my breath had gotten stuck in my throat. That happens typically when I am angry . And while focusing on relaxing that area I continued to listen to all their arguments.

„Your son knew you are having an important date right after taking him to training. How many times do you want to let yourself be fooled around by him? We shall restrict computer gaming for four weeks, without explanations.“ „I think, we should explain, why we think this is the result of to much gaming and tell him, next time we will cut of the Wi-Fi sixty minutes prior to leaving the house.“ „You and all your explanations. You better look for the reasons of the massive amount of gaming, and now you shall put all your effort to solve the issue:  how to handle the important date and getting the p.e. bag in time …..“ So while following my breath I could also follow my thought patterns. Without the gap that following my breath created I would have  gone for the first advise of my secretary of defense, that would have been my usual reaction..

But now I did different. I checked the time. Still enough time to drive back home, pick up the bag and if not arriving in time at my appointment, a phone call would do it´s best for apologizing me coming latfraukopflos_2 by gesine grotriane.

When I turned back to my son to let him know my decision I could see the fear in his eyes as well as my daughters who sat next to him. The fear of my secretary of defense to come out again. Their breath was stuck in their bodies. And I felt deeply what my anger must have caused so many times before in their bodies.

I told  them that I am sorry, and that I wasn´t able to see that in situations before and that we just turn around to pick up the stuff at home. Both relaxed within seconds.

When I said good night to my son and daughter that evening, they thanked me for this new experience with my temper. This was a moment of deep joy for me. Receiving such feedback after having used these skills to change a common pattern in my family life gaining stronger relational competence in situations under pressure.

I turned to my friend still sitting with me on the bench and returned to her initial question.
Of course there are still moments I think that everything is stuck in my life and manifested for eternity. And some days those moments seem to last forever. But the deep understanding of the nature of creativity supports me to get quicker to the point that nothing lasts forever. I know in a couple of minutes the uncomfortable feelings are gone. Like thunder and lightning are followed by sun.

An exercise I like to practice for following my breath is this one:

Sit relaxed on a chair or cushion as this makes you able to sense the smaller nuances. First you move your awareness to a point several centimeters below the navel, which also is roughly where the body’s center of gravity lies, and which most sports and dance disciplines therefore work on becoming aware of. It is also known as the 6th chakra.

Then shift your awareness to the center of your head, which is known as  the pinal gland but also as the 2nd chakra.frauinnerbreath1

As you breathe in, move your awareness from the center of your head to the point under the navel.
As you breathe out, awareness shifts back to the center of the head.

Often you will have the feeling that you’re breathing in with the center of your head, and that air physically is drawn all the way into your abdomen and breathed out again through your head.

It’s a good idea to give this exercise several minutes each day. In the beginning it will feel unfamiliar and perhaps awkward, as if it’s making your breathing a bit difficult. But after some minutes you’ll be able to breathe automatically again, and your awareness will easily be able to follow the elevator ride up and down your body.

First and foremost this exercise connects your head and abdomen, and it ties the mental processes to the body, which our culture and/or educational system often misses.

If you like the exercise and perform it over a longer period of time, several minutes a day for, say, half a year, you will find that it didn’t just show up out of the blue. It is built over – and supports – many natural and subtle energy channels that connect the center of the head to the hip area.

Finally, for many, children and adults alike, it produces a pleasant, stabilizing feeling. Not strong, but substantial.

Illustrations by Gesine Grotrian
Editing Kerstin Schöps