For at være helt ærlig

Af Peter Høegh.

Den undervisning for børn, der er foreslået i dette skrift, imødekommer et behov jeg fra mit fagområde længe har følt.

Selv om mit fagområde i en vis forstand er forfatterens, så er det i denne sammenhæng et andet virkefelt der her er berørt: Det er fordi jeg er forældre, og fordi jeg har været – og på mange måder stadig er – barn, at jeg byder denne lille bog så velkommen. På en måde er vi alle fagfolk på denne bogs område. Mange af os er forældre. Og alle har vi været børn.

Den handler om gensidig forståelse. Om hvorfor den er nødvendig, og om at den kun kommer i stand når mennesker har kontakt til sig selv, til deres væsenskerne.

Når jeg ser tilbage over de 20 år med mine egne børn og deres kammerater, og ud over de 50 år med det indre barn jeg selv – og måske vi alle – også bliver ved med at være, så tager livet sig på den ene side helt enkelt ud: Alt hvad jeg har set lykkes mellem børn og voksne, og mellem mennesker i det hele taget,  er lykkedes fordi de involverede havde fat i deres egen kerne. Al venlighed, hjertelighed, kærlighed, hensynsfuldhed, strømmende livsglæde, kreativitet og psykisk og fysisk overskud er udsprunget af at mennesker for alvor har kunnet mærke sig selv og hinanden. Og alt hvad jeg har oplevet og taget del i af misforståelser og konflikter har stammet og stammer fra at vi, kortvarigt eller kronisk, har mistet forbindelsen til det i os der er ægte. Det er det enkle ved livet.

Det komplicerede er nu at forstå hvorfor vi som samfund og kultur endnu ikke har indset dette og taget konsekvensen af det. Jeg blev 30 år før jeg, mere eller mindre tilfældigt, men til min enorme lettelse, for første gang støtte på en forklaring på, hvorfor man ikke kan komme i dybere kontakt med andre mennesker end den hvori  man kan komme til sig selv, og på en vejledning i, hvad man skal stille op med dette forhold.

At det tog så lang tid var ikke min skyld alene. Vores vestlige civilisation, der véd alt om træning, ja som har ophøjet akkumulation af rigdom og færdigheder til det højeste gode, og således i en vis forstand sat denne form for træning på Guds plads, den civilisation er forarmet, er blank hvad angår optræning af færdigheder som empati, venlighed og nærvær, tre afgørende forudsætninger for at en livssituation, for ikke at sige et helt liv, kan opleves som tilfredsstillende og fyldestgørende.

Der er gode historiske grunde til denne tingenes tilstand. Oplysningstiden var – blandt andet og i meget høj grad – en frisætning af den følelsesmæssige kontakt mellem mennesker. Den moderne litteratur, der opstår med oplysningstiden, er for så vidt én stor bestræbelse på at træne, nuancere og udvide følelsesrummet mellem mennesker. Før det havde stort set al kommunikation været forstået og reguleret indenfor en feudal politisk struktur, og indenfor en kirke der primært var det samme feudale verdensbillede projiceret op på det guddommelige.

Når mennesker og følelser efter 1000 års indespærring kaster et åg af sig, så er det først og fremmest friheden man mærker. Den og rædslen for igen at blive fanget af et nyt regulativ. Så i 300 år har vi levet i en art efterdønning eller videreudvikling af oplysningstiden og bag den af reformationen, en efterdønning hvori de dybere følelses- og nærværsmæssige betingelser for menneskeligt samvær på den ene side anses for afgørende vigtige, på den anden side er tabuiserede.  Helt op til og med i dag er nærvær og hjertelighed emner der nok må digtes om, men som ikke må eller kan udforskes nærmere, og som det i hvert fald er strengt forbudt at undervise i.

For at tydeliggøre hvad der menes med dette, så lad os stille ind på et af de afgørende skift i børns liv, et skift hvor skismaet mellem det for så vidt enkle og det så alligevel komplicerede ser ud i den danske folkeskole. Jeg tænker her på det der typisk sker i løbet af 5. klasse.

Til og med 4. klasse – jeg bruger her dette klassetrin til at pege på et udviklingsspring, som naturligvis også kan ske i 3.  eller 6. klasse, men jeg har selv gentagne gange set det finde stede i netop 5. klasse – til og med 4. klasse er børn børn, og skolen ideelt set en forlængelse og udstrækning af den gode familie, der giver børnene omsorg, tryghed, nærvær og rimelig stimulation, og hvor konfliktsituationer kan løses ved at klasselæreren tager de stridende parter på skødet  og siger –Lad os sidde et øjeblik her og tage det helt roligt –

I 5. klasse begynder de første tegn på voksenlivet at ankomme, og denne situation har de skoler jeg er stødt på, hvor gode de end har været (og de har været fremragende!), haft svært ved at tackle.

Da jeg selv gik i 5. klasse – i 1969 – var der ikke noget synligt problem. Vi vidste alle at verden var defineret af voksne, at den bestod af en smal, men oplyst sti som man fulgte ved at overholde forskellige former for faglig og adfærdsmæssig disciplin, og som førte mod en uddannelse der mindede om, men ofte var lidt eller noget bedre, end den ens forældre havde fået, og som ville ende med at man integreredes i et samfund der var trygt og forklarligt.

På begge sider af lysstien var der en sort afgrund af forskellige former for social fortabelse.

Dette var ikke kun en klart formuleret tankegang, det var et ligefremt fysisk følbart faktum for os alle. Det var en hierarkisk og patriarkalsk struktur med rødder helt tilbage til enevælden, gennemtrængt af oplysningstidens tro på fornuften, mildnet og tonet af Grundtvig og af andels- og arbejderbevægelsens indflydelse på det danske samfund. Og et sted stadig rystet i sin grundvold af anden verdenskrigs dementi af fornuft og humanisme.

Denne struktur – af nogen kaldet den autoritære pædagogik – rummede, i al sin undertrykkende irrationalitet, en form for tryghed. Man vidste hvad man havde at rette sig efter, og gjorde man ikke det truede forskellige former for udstødelse af fællesskabet.

Dette system er forsvundet eller i hvert fald stærkt fortyndet. Som lærer – og som forældre – kan man føle denne fortyndelse fysisk. Da jeg som 17årig første gang stod på lærerens plads (det egentlige, forhøjede kateder som jeg voksende op med var i mellemtiden forsvundet) på Ugandavejens skole ved Kongelundsvejen på Amager så havde jeg noget i ryggen, noget der udgik fra mig men som ikke havde med min person at gøre, som kom fra den institutionelle plads jeg indtog og som sikrede en vis opmærksomhed og ro i klassen.

Det rygstød er forsvundet. Når jeg i dag – som 53årig – står overfor en klasse, eller overfor mine børn, så er situationen åben. Jeg får ikke mere noget særligt forærende bare fordi jeg er voksen eller lærer. Jeg må i princippet skabe situationen hver gang.

Det kan jeg ikke gøre uden børnene. Hvad der er en stor chance. Og en stor risiko.  Vi kan ikke mere støtte børn og os selv gennem 5. klasse ved at henvise til en ydre struktur. Vi kan ikke skabe ro i klassen bare ved at forlange den, vi kan ikke hjælpe børnene ved at løse klikedannelser, komme over forelskelsessorger, sorger ved forældrenes skilsmisse, vanskeligheder ved at leve op til de forøgede krav til skolearbejdet, alene ved at henvise til at vi er de voksne og derfor har vi ret og derfor véd vi besked. Vi skal som forældre og som pædagoger og som børn finde frem til en ny måde at være sammen på. En verdenshistorisk ny måde, intet mindre.

Der er to måder at hjælpe børn på i denne situation, og dette skrift rummer vejledninger i dem begge: Vi kan – og skal – fordybe kontakten til vores egen menneskelige ægthed. Børn – og voksne – spejler. Hvis vi møder et ægte menneske, trækkes af sig selv vores egen ægthed frem-

Og vi kan nænsomt give børn vejledning i hvordan de bevarer kontakten til den spontane ægthed de er født med, også når de bevæger sig igennem 5. klasses turbulens. Så de ikke ligesom jeg behøver at blive 30 før de – måske – støder på information om det allermest basale: Hvad der skal til for at vi forstår hinanden og os selv.

For at være helt ærlig så tror jeg at den vestlige civilisation først nu er ved at træde endegyldigt ud af sin feudale barndom. Vi har ikke været modne til at møde den virkelige frihed der ligger i at børn og voksne mødes med ligeværdighed.

Dette manual er ligeværdighedens værktøjskasse. Det der er brug for nu, hvor menneskeheden er begyndt i sin globale 5. klasse.