Hvorfor er arbejdet med mindfulness og empati en nødvendighed i skolen?

Af Helle Jensen.

Børn af i dag har brug for en solid indre autoritet, som de kan træffe deres eksistentielle og sociale valg ud fra.  I dag findes der ikke et ensartet, rodfæstet værdisæt i samfundet, som man kan støtte sig til. De nationale samfund er alle internationaliserede i en grad og i et omfang, som ikke er set før. Den enkeltes og fællesskabets beslutninger ét sted i verden har betydning, også for de steder, som er fjernest derfra, hvor beslutningerne blev truffet.

Familierne har heller ikke ens værdisæt, og forældre må opfinde forfra, hvad det vil sige, at være forældre og hvilke kvaliteter og værdier, de vil styrke i deres familie og forældreskab. Vores fælles institutioner, skoler og daginstitutioner, skal styrke det arbejde, som familierne allerede er i gang med. De skal understøtte udviklingen af børns indre autoritet og dømmekraft så det enkelte barn kan deltage i fællesskabet med empati, nærvær, opmærksomhed og respekt for den enkelte (herunder også sig selv) og for fællesskabet.

Man skal kunne være i kontakt med sig selv for at være i kontakt med andre. Udvikling foregår i relation, og der skal være ”nogen hjemme” på begge sider af relationen for at den kan etableres. ”Hvis vi vil øge indlæringen, så er en meget vigtig komponent at uddanne lærerne til at skabe gode relationer. Det er nogle ret præcise kvaliteter, der er afgørende. Det handler  om at kunne vise tolerance, respekt, interesse og empati over for hver enkelt elev.” (Nordenbo, leder af Clearinghouse, DPU, i Politiken, 8.5. 2008)

Gode lærings – og udviklingsmiljøer er således afhængige af gode relationer, der er præget af tolerance, respekt, interesse og empati, alt sammen kvaliteter, der styrker samhørighedsfølelsen og fællesskabet,  og samtidig er vigtige for den enkeltes personlige udvikling og livskvalitet.

Mange år som psykolog og konsulent i skoler og daginstitutioner har givet mig et indblik i, hvor svært det kan være for de professionelle voksne at få etableret dette gode lærings- og udviklingsmiljø. På kort sigt er det vigtigt for at få arbejdsro i klassen og sikre, at den helt nødvendige indlæring kan foregå. På langt sigt er det vigtigt, fordi klassen eller gruppen i børnehaven er det første større fællesskab udenfor familien, som barnet deltager i, og det er her, at empatien og opmærksomheden kan udvikles og fornemmelsen for nødvendigheden af samhørighed og fællesskab grundlægges.

De første mange år af mit arbejdsliv var jeg klinisk psykolog ved pædagogisk psykologiske rådgivninger. Det vil sige, at mit arbejde primært bestod i at undersøge og iværksætte tiltag i forhold til børn med adfærdsmæssige problemer. De børn havde som fællesnævner, at de var ude af kontakt med sig selv. Deres liv havde – deres unge alder til trods – budt på udfordringer, der havde trukket eller presset deres opmærksomhed udad i en grad, så kontakten indadtil allerede var yderst begrænset. I et eksistentielt psykologisk sprog vil det sige, at de i deres ønske om at være en del af fællesskabet har oversamarbejdet – har strakt sig så langt, at de har mistet kontakten til sig selv, til deres egen integritet, og der er opstået en ubalance i den grundlæggende eksistentielle konflikt mellem ønsket om at samarbejde med omgivelserne og ønsket om at bevare sin integritet, identitet eller egenart.

Det er sundhedsskadeligt for den enkelte at befinde sig længe i den tilstand, og det er også destruktivt for fællesskabet og samhørighedsfølelsen, da denne tilstand ude af kontakt ikke er forenelig med at udvikle opmærksomhed, nærvær og empati.

Men én ting er at diagnosticere ”sygdommen”, noget andet er at helbrede den. Jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke med denne ”væren ude af sig selv” var tilstrækkeligt at sætte sig ned og tale med barnet. Det var nødvendigt at skaffe sig adgang til at arbejde direkte med de voksne, som var omkring barnet, idet det var deres måde at være sammen med barnet på, som enten kunne fastholde det i det destruktive mønster, eller hjælpe det ud af det og skabe en sund kontakt for barnet både indadtil og udadtil.

For de samme eksistentielle grundmekanismer er gældende for voksne såvel som børn, og det viste sig, at mange af de voksne, forældre, pædagoger og lærere omkring børnene også på forskellig vis havde mistet kontakten til sig selv, og dermed ikke var i stand til at etablere den autentisk nærværende og empatiske kontakt til børnene, som er nødvendig for at kunne skabe gode relationer.

Det er her, at undervisningen, som Børns Livskundskab foreslår, kommer ind. Der må sættes fokus på at uddanne lærerne til at skabe gode relationer, der giver mulighed for at både børn og voksne kan bevare kontakten til sig selv og til fællesskabet. Og der er virkelig brug for, at der sættes fokus på dette, da udbuddet af letkøbte og udviklingshæmmende løsningsforslag er stort! Fx undervisningsministerens sidste bud på løsning af disciplinære problemer – send børnene hjem!

Professionelle ønsker andre løsninger, og det er min erfaring, at lærere er meget lydhøre overfor tiltag, som kan styrke trivsel og respekt på begge sider af katederet – på begge sider af relationen. Empati, nærvær og opmærksomhed overfor andre mennesker styrkes ved, at børn bliver mødt med disse kvaliteter, man kan ikke udvikle empati og sans for samhørighed gennem straf!

Det er nødvendigt at have fokus på at ruste læreren til at være nærværende med personlig autoritet. Relationen bæres af personerne i den, og i en voksen – barn relation bæres den især af den voksne, som skal tilføre relationen de kvaliteter, som den voksne gerne vil have, skal karakterisere den. Så lærerne har brug for at udvikle deres selvberoenhed, deres kontakt til deres indre styrke og dømmekraft. Der er ikke længere – og heldigvis for det – en kraftig ydre styring i samfundet. Vi skal alle lære at styre indefra og træffe vores eksistentielle og sociale valg med forankring i en solid indre dømmekraft.

Det kræver lærere, der udover en solid faglig kunnen i deres respektive fag, også skal have denne personlige autoritet og autenticitet. Den kan udvikles gennem vejledning i og brug af øvelser, der styrker kontakten til hjerte, bevidsthed, krop, åndedræt og kreativitet. Disse øvelser er i sig selv med til at udvikle lærerens relationskompetence, og denne er en nødvendig forudsætning for, at læreren i næste runde kan give øvelserne videre til børnene i undervisningen. For de fleste lærere kræver det derudover, at der bliver sat fokus på deres måde at være i kontakt med børnene på, især i de vanskelige og konfliktfyldte situationer, der kræver en udstrakt grad af kontakt med sig selv og empati for barnet på én og samme tid, for at sikre, at det, der kommer ud af lærerens mund, gavner relationen og begges udvikling, og dermed også lærings- og udviklingsmiljøet i klassen.

Når læreren det meste af tiden kan formidle på den autentiske, kontaktfulde måde, så begynder det at mærkes på børnene og på klassen. Så er læreren med sin egen væremåde en rollemodel, og der er overvejende overensstemmelse imellem det, hun siger, og det hun gør, og det er nu engang en forudsætning for virkeligt at kunne komme igennem til børn.

Og børn har brug for den udvikling af empati, opmærksomhed og selvberoenhed, som derved styrkes. Og de fortæller om, hvordan undervisningen/øvelserne er dem til gavn i deres liv i det hele taget. Og det gælder alle børn: både de, som får en overdosis af udfordringer tidligt i livet, og dermed  er særlig udfordrende for de voksne omkring dem, og de, der lever et mere harmonisk liv med voksne, der forstår at være med børnene, så empati og respekt for det menneskelige i mennesket er en naturlig del af samværet.