Om foreningen

LogoDen spæde begyndelse
En vinterdag i 2006 mødtes nogle af foreningens stiftere for første gang: Steen Hildebrandt, Jesper Juul, Jes Bertelsen, Anders Laugesen, Michael Stubberup og Helle Jensen. Forinden havde vi på kryds og tværs drøftet, hvordan vi kunne være med til at give børns hverdag nogle elementer, som kunne hjælpe dem til at holde balancen og kontakten med sig selv i en travl og udadvendt hverdag med mange krav og tilbud.

I den sammenhæng gav det mening at samle arbejdet under begreberne spirituel og eksistentiel intelligens – to begreber som af nogle i forlængelse af Howard Gardners teori om forskellige intelligensformer betegnes som den niende intelligens.


Foreningens dannelse
Vi besluttede at udvide kredsen med andre interesserede, som kunne have engagement og interesse i emnet, og som samtidig havde en vis gennemslagskraft gennem deres virke.

I denne gruppe har planlægningen af de to konferencer under titlen “Den 9. intelligens” taget form, og gruppen har ligeledes været sparringsforum i forbindelse med de forskellige tiltag, vi hver for sig har gjort i forhold til emnet. I august 2007 stiftede vi formelt “Foreningen til fremme af livskundskab, eksistentiel fordybelse og hjertets intelligens i det pædagogiske arbejde med børn” – i kortere form bruger vi blot navnet Foreningen Børns Livskundskab.
Foreningens stiftende medlemmer er: Anders Laugesen, Helle Jensen, Jes Bertelsen, Jesper Juul, Katinka Gøtzche, Matias Ignatius, Michala Petri, Michael  Stubberup, Peter Høeg, Renée Toft Simonsen og Steen Hildebrandt.

Ved stiftende generalforsamling valgtes til bestyrelsen: Helle Jensen, Jesper Juul, Michael Stubberup, Renée Toft Simonsen og Steen Hildebrandt. Helle Jensen valgtes til formand, og Michael Stubberup til næstformand, som foreningens kasserer er udpeget Katinka Gøtzche, og som revisor Jette Buskbjerg.

Der er lukket for kommentarer.