Plads til udvikling af eksistentiel intelligens – en menneskelig og samfundsmæssig nødvendighed

Af Jesper Juul.

Igennem de snart fyrre år, jeg har arbejdet som familieterapeut, familierådgiver og med efteruddannelse af fagfolk fra den pædagogiske verden har mange ting ændret sig. Mange af de signaler og symptomer, som børn og unge for fyrre år siden forsøgte at sende ud i verden i håb om, at venligtsindede voksne ville stille empatisk op, er de samme, selv om der nu ofte ligger helt andre årsager og livsbetingelser til grund for dem.

Da vi for omkring tredive år siden indledte sidste århundredes mest radikale sociale eksperiment – daginstitutioner for børn mellem et og seks år – var to fænomener fremtrædende. Det første var et stor grad af velvilje og tilpasningsvilje hos institutionerne. Når et barn ikke trivedes i institutionen blev det fornuftigt nok set som en meningsfuld og seriøs tilbagemelding til institutionen, som man derefter forsøgte at modificere efter barnets behov. Når et barn udviklede symptomer i institutionen, som var ukendte for forældrene, kunne vi meget ofte se, at der faktisk var problemer på hjemmefronten, som børnene, på grund af deres instinktive loyalitet over for forældrene, ofte benyttede det åbne pædagogiske miljø til at manifestere. Det samme gjaldt i vid udstrækning skolebørn.

I dag er situationen helt anderledes. Institutionerne har generelt mistet deres åbenhed og fleksibilitet i forhold til det enkelte barn og konsekvensen er, at børn der ikke synes, at netop deres vuggestue eller børnehave er paradis sendes til såkaldt ”udredning” I dag er personalet og de tilknyttede eksperter generelt sikre på, at det må være barnet, der er noget i vejen med og at årsagerne skal findes i familien.

Familierne oplever ofte, at børnene ”chrasher” når de kommer hjem fra institutionerne og udviser alle mulige former for mærkværdig adfærd, som institutionerne ikke oplever i dagligdagen. Forældrene tøver for det meste med at lede efter årsager i institutionerne – ”Børnehaven har jo et godt ry!” – og tager det hele på sig, som beviser på, at de er dårlige forældre

Mens de voksne altså skifter synsvinkel og holdning står børnene præcis der, hvor de altid har stået: midt i en virkelighed, som er defineret af de voksnes behov og som de af al kraft forsøger at tilpasse sig og at samarbejde med. Det lykkes efter de voksnes målestok dårligere og dårligere og et af flere resultater er flere og flere udrednings-, behandlings- og medicineringsforløb. Denne hastigt voksende gruppe af børn der vantrives overlader man i første omgang til eksperter og specialister, hvilket er en klar politisk beslutning, hvis politiske natur afsløres af det faktum, at børn og unge efterhånden kun kan få hjælp og støtte, hvis de har en diagnose eller i det mindste er defineret ind i en afgrænset kategori. Begge processer er karakteristiske derved, at børnene selv er frataget enhver definitionsmagt. Denne politik har selvfølgelig vist sig at være alt for dyr og det politiske svar er at skære ned på den ”hjælp” der ydes. Man kunne forestille sig en alternativ politisk logik, som gik ud fra, at beslutningen om at lade pengene følge diagnosen skulle afløses af en systemisk udredning og en reel hjælp til de berørte børn og deres voksne.

Den systemiske udredning – dvs en kortlægning af potentielt konstruktive og destruktive elementer og fænomener i børns liv set i børnehøjde – ville blandt andet afsløre:

  • At børns frihed til at vokse og udvikle sig individuelt og i deres eget tempo er blevet voldsomt indskrænket i løbet af en generation. Mere end 90% af danske børn mellem et og femten tilbringer ca. 25.000 timer i tvangspædagogiske institutioner. De kan ikke vælge hvilke børn og voksne, de vil være sammen med, lege med, spise sammen med og slappe af sammen med og har en arbejdsdag som er omtrent så lang som de voksnes.
  • Der findes næsten ingen voksenfrie zoner i børns liv – dvs. steder og rum hvor de kan udfolde sig sammen med andre børn uden konstant at være overvåget af voksne, som skal gøre sig nyttige. Herved går børnene glip af væsentlige livskompetencer, som vi bl.a. ser konsekvensen af i det voksende antal unge med svære eksistentielle og psykiske problemer. De voksenfrie zoner, der stadig findes, skyldes personalemangel og er derfor ikke udtryk for frihed men for omsorgssvigt.
  • Specielt de et til treårige mangler generelt voksent nærvær, omsorg og kærlighed. Den ensomhed og manglende tro på at relationer til voksne har noget at byde på, som kendetegner mange af de ulykkelige og hjælpeløse unge, grundlægges i vuggestuen.
  • Når institutionerne er mest vellykkede – målt med en pædagogisk målestok og institutionernes interne mål – er børnene forvandlet til projektbørn. Dette har i mange år været grundstammen i pædagogers kritik af forældre – at forældrene havde børnene som deres personlige projekter – hvorved pædagogerne overså, at det er præcis det samme institutionerne gør. På det allerseneste er børnene også blevet politikernes projekter i form af øgede krav om akademisk læring.
  • Dagens børn må lære at klare sig i et værdikaos, hvor de voksne enten ikke ved, hvad de selv vil eller skifter værdier oftere end de skifter undertøj. Dette gælder ikke bare hjemme i familierne, men i høj grad også i institutionerne, hvor man f.eks. principielt lægger vægt på det enkelte barns trivsel og udvikling og samtidig drive en klart kollektivistisk pædagogik hvor tilpasningskravet er enormt. De fleste voksne, som skulle fungere under tilsvarende vilkår ville enten give op, blive sindssyge, rasende og umulige eller melde sig helt ud.
  • Hovedparten af danske institutionsbørn er overstimulerede kl. ca. 14.00 hver dag. Det skyldes dels dygtigt pædagogisk arbejde, som jo traditionelt lægger hovedvægten på at give de mindre børn eksterne, voksenstyrede og voksendefinerede stimuli og dels et ofte uhensigtsmæssigt arbejdsmiljø med alt for meget støj og uro, som også tilføjer de voksne ansatte arbejdsskader og får en del til at søge ud af faget.
  • Midt i forældrenes helhjertede forsøg på at finde nye forældreroller og en ny ledelsesstil har et stort flertal mere eller mindre ubevidst taget pædagogerne som forbilleder. Bortset fra at dette er en velfortjent cadeau til de professionelle, har det også vist sig at være farligt på især to måder. For det første er der på en måde blevet sat lighedstegn mellem professionel, institutionaliseret pædagogik og familiær opdragelse. Den nødvendige professionelle distance og regelstyring sniger sig ind i relationen mellem forældre og børn og forældrenes holdninger og praksis forstærker børnenes ensomhed og forvirring, hvor den ideelt set kunne kompensere for disse. Dertil kommer, at børnene, som i dagens løb er blevet ”hooked” på eksterne stimuli, kræver mere af det samme, når de kommer hjem. Resultatet er, at begge parter kommer på overarbejde med aktiviteter, som børnene reelt ikke har behov for flere af. De er allerede ude af sig selv og har brug for tid og vejledning til igen at finde ind i sig selv, hvor hjertet, empatien, kreativiteten og meget andet godt findes og egentlig bare ligger upåagtet og ubrugt hen. Børns hverdag er blevet som de voksnes og den har ofte en karakter som ingen trives med og som ikke skaber den livskvalitet, som også er en mulighed. Alt dette sker i voksenverdenens helhjertede forsøg på at skabe såkaldt ”velfungerende” børn. Dette begreb sneg sig ind i sproget i midten af firserne og har egentlig ingen faglig mening eller faglig gennemtænkt fundering. Begrebet er født i det kommunale bureaukrati og betyder, at ”barnet/borgeren/brugeren aktuelt ikke koster kommunen flere penge end kommunen havde budgetteret med”. Jagten på det velfungerende barn, de velfungerende forældre og den velfungerende institution byger på en uigennemtænkt illusion om, at velfungerende mennesker også er mennesker, som har det godt og er lykkelige. Sådan forholder det ikke og siden begrebet blev introduceret, er antallet af ikke-velfungerende børn, unge og voksne vokset støt og roligt og det samme er sket med udgifterne på de kommunale budgetter. Både som pædagog og samfundsøkonom skal man være mere end almindeligt blind for at overse sammenhængen.
  • Der er heller ikke meget, der tyder på, at de mange velfungerede forældre til de mange (ca 76% i børnehaverne) velfungerende børn trives alt for godt. Også de er overbebyrdede, stressede og ude af sig selv og med en fortid som institutionsbørn ofte uden viden om og kompetence til at finde tilbage i en anden og sundere balance med sig selv og i forhold til andre mennesker. Voksnes forbrug og misbrug af eksterne stimuli og psykopharmaca/sovemedicin/alkohol  såvel som illegal narkotika er katastrofalt stort, men samtidig er deres betydningsfulde rolle som forbilleder for børn og unge også helt tabubelagt. Der er meget mere prestige i at ”bekymre sig” for de mindreårige og feje lidt krummer fra de riges bord i den retning ved højtidelige lejligheder.

Ovenstående er på mange måder forenklet uden dog at være usandt og lad mig for overskuelighedens skyld fremhæve nogle af nøgleordene:

Ude af sig selv; overstimulerede; ensomme; mangler livskompetence; dårligt arbejdsmiljø; stress; hjerte; empati; kreativitet; værdikaos; ulykkelige projektbørn;

Der ser ikke umiddelbart rart ud, men den gode nyhed er, at vi måske nu er klar til at gå et spadestik dybere ind i det, jeg i andre sammenhænge har beskrevet som ”personlig integritet” og ”selvfølelse”. Begge begreber er blevet taget alvorligt af både forældre og fagfolk, men alle har manglet konkrete ting, de kunne gøre for at støtte børns udvikling i denne retning.

Menneskets psykologiske udvikling og modning har ikke kunnet holde trit med samfundets udvikling. Dette kan vi gøre noget ved, hvis vi kan blive enige om at give kommende generationer en langt højere grad af livskompetence, allerede før de kommer i puberteten.

Som fagmand kan jeg konstatere, at de børn og unge, vi lige nu er bekymrede for og forsøger at hjælpe kun i meget ringe udstrækning får den hjælp, de har brug for. De velkendte metoder og strategier inden for pædagogik, socialpædagogik, psykologi og terapi har vist sig at være helt utilstrækkelige. Dette skyldes dels at det paradigmeskifte, som egentlig har fundet sted i videnskaberne bag disse fag og faglige discipliner, ikke endnu er slået igennem hverken i uddannelserne eller i praksis og dels at fokus stadig er på at stoppe eller modificere problematisk udvikling og endog problematisere  individets sunde og meningsfulde rektioner på systemiske konflikter og problemer. Det er de gammelkendte værktøjer, som senest var i brug, da opdragelse og skolegang handlede om at tilpasse mennesker til et brutalt industrisamfund, hvor  kun det knækkede individ havde en plads. I mellemtiden er vi blevet mere humane og mere demokratiske men spørgsmålet er, om vi egentlig har udviklet os menneskeligt såvel som fagligt?

Som famlieterapeut må jeg byde den udvikling, som arbejdet med at udvikle børns eksistentielle intelligens forsøger at sætte i gang, hjertelig velkommen. Det er faktisk kun tres år siden, vi besluttede at tage det enkelte barns/menneskes individualitet alvorligt i småbørnspædagogikken og i slutningen af firserne var vi endog på vej til at blive et børnevenligt samfund! Siden er det gået ned ad bakke og både voksne og børn trænger til en håndsrækning og et mere værdigt mål end at blive velfungerende inden for en bureaukratisk forståelsesramme, som bl.a. er karakteristisk ved et totalt fravær af et reflekteret menneskesyn.