Set fra en ledelses- og organisationsvinkel

Af Steen Hildebrandt

Den undervisning for børn, som der arbejdes med i Foreningen Børns Livskundskab, imødekommer et behov, som jeg fra mit fagområde længe har følt, fordi jeg tror, at undervisningen vil føre til, at børnene får en anden kontakt med sig selv, deres person, deres hjerte, deres kammerater, de voksne og naturen; det er der et stort behov for, hvis vi skal udvikle en bedre verden – for børnene selv, deres forældre og kommende generationer. Jeg ser det i denne store sammenhæng, selv om det i sig selv ser ud til at være en lille ændring.

Mit fagområde er ledelse og organisation, og det handler om de organisationer, virksomheder og institutioner i vort samfund, som er blevet etableret for at løse bestemte opgaver, producere og sælge bestemte produkter, services mm., herunder også vore politiske ledere. Ledelse udøves af og gennem mennesker; der er en direkte sammenhæng mellem ledelse og den person, der udøver eller praktiserer ledelse.

Verden har behov for nytænkning, når det handler om ledelse. Det handler ikke bare om ny ledelse langt væk i fjerne lande; det gør det nok også; nej, det er ny ledelse lige her, i kommunen og i rigtig mange danske virksomheder – offentlige og private – og i samfundets politiske ledelse. Måske er der nogle sandheder om mennesker og natur, som vi i vores jagt efter kortsigtet gevinst og vækst overser? Problemer er noget, vi skubber foran os fra fortiden. Potentialer er muligheder, der er foran os, og som endnu ikke er realiseret. Vi skal ikke tale så meget om problemer, men stille spørgsmålet: Hvad kalder fremtiden på i os? Hvad er vore potentialer?

Det danske samfund befinder sig i en opbrudsperiode, hvor mange gamle tankemåder, strukturer og systemer skal afvikles og erstattes af noget nyt. Vi er som samfund på mange måder og områder kørt fast, og mange af vore institutioner og virksomheder er i vildrede med hensyn til deres egen fremtid; vi famler – ikke i blinde, men i en gråzone, hvor vi skal orientere os mere mod fremtidens muligheder og potentialer, end mod fortidens svar og begrænsninger. Hvad dette nye er, hvordan det ser ud, hvordan det skal fungere, hvilke begreber og modeller, det skal forklares og beskrives med, er endnu ikke klart.

Da jeg studerede, for ca. 50 år siden, skelnede man i lærebøgerne mellem knappe og frie goder. Frie goder kunne man bare bruge løs af. Dem var der ubegrænsede mængder af. I lærebøgerne stod der: ”Som eksempler på frie goder kan nævnes luft og vand”. Det er mindre end 50 år siden! De sætninger er taget uf af lærebøgerne i dag! Verden er en anden i dag! Tænk over perspektiverne i det!

På 50 år er verden totalt og dramatisk ændret – ikke kun til det bedre. Kloden er flere milliarder år gammel. Og i ca. 200.000 år har der levet mennesker på kloden. 50 år er en uendelig lille del af menneskehedens samlede historie (0,00025 pct.). Men vi har i de sidste 50 år levet og opført os, som om vi var de sidste. Menneskers indvirkning på kloden i disse 50 år har været så ubeskrivelig stor og voldsom, at vi, der lever nu, bliver nødt til at standse op og forsøge at se klart, hvad det er, vi har gjort ved vor klode – og os selv. Før noget som helst andet må vi: se og lytte. Herefter: Forstå og Handle. Tænk, hvad vi vil være nødt til at tage ud af lærebøgerne om 50 år, hvis vi bare fortsætter i de nuværende udviklingsspor!

I de sidste 50 år har vi med støtte i og opbakning fra nogle få udvalgte videnskaber, bl.a. økonomi og scientific management og management science, drevet så meget rovdrift på natur og mennesker, at mennesker og natur lider. V behersker og bemestrer tilsyneladende mere og mere af det hele. Men meget natur er truet. Mange mennesker har det ikke godt. Mange børn trives ikke. Hvert femte barn får ikke en uddannelse. Der mærkes i vort samfund en human nedkøling. Mange mennesker i verden er syge, enten fordi de spiser og drikker for meget, eller fordi de ikke har noget at spise og drikke. Man antager, at omkring 80 pct. af alle sygdomme i verden skyldes menneskers egen adfærd – livsstil.

Hvis vi fortsætter den udvikling i retning af kortsigtet udnyttelse af natur og mennesker, som jeg lige har omtalt, i de næste 50 år, så kan vi sige én ting med sikkerhed: så vil meget i verden gå helt galt. Vi kan ganske enkelt ikke fortsætte de udviklingslinjer, som vi er slået ind på i denne scientific management/management science periode, hvor vore metoder og værktøjer til kortsigtet materiel/økonomisk optimering og vækst er blevet udviklet til yderste perfektion. Vi er dygtige. Vi optimerer på decimaler: Produktion, logistik og økonomi, men en række sociale, sundhedsmæssige og samfundsmæssige problemstillinger kan vi ikke håndtere – hverken i vort eget land eller i den store verden. Vi ser f.eks. ikke ud til at have lykkedes med at skabe ordentlige og bæredygtige forhold for mange af vore børn. Det gælder i vort eget land, og det gælder i ekstrem grad i den øvrige verden. Én af forklaringerne er, at der er andre videnskaber, anden viden, som vi undertrykker, ikke respekterer og derfor ikke bruger.

Jeg tror på, at der er veje – og i virkeligheden for hele menneskeheden meget bedre veje, end dem, vi nu betræder. Må jeg minde om, at vi har et kæmpeaktiv, som kan hjælpe os videre, hvis vi vil. Vi har drømme og længsler. Og: Vi har en stor akkumuleret mængde af videnskabelig, organisatorisk, ledelsesmæssig og politisk viden og erfaring, som kan hjælpe os med at beskrive og løse mange af de menneskeskabte problemer, der allerede findes i verden. Vi kan ikke beskrive og løse problemerne med de værktøjer og referencerammer, der har skabt dem. Det fortalte allerede Albert Einstein os. Og det kan vi se med vore egne øjne, at vi ikke kan, for det er det, vi på mange måder og områder allerede nu forsøger at gøre. Og det lykkes ikke. Det kan man ikke. Vi skal tænke ud over, op over, det nuværende, og finde nye veje, men det indebærer ikke nødvendigvis, at meget af den videnskabelige viden, som vi allerede har, ikke kan bruges. Tvært imod: Den skal bruges, men måske i helt andre kontekster.

To forskellige mennesker, jeg har mødt, udtalte sig om tid. Den ene sagde: ”Hvorfor interessere sig så meget for fortiden; den kan vi jo alligevel ikke gøre noget ved”. Den anden sagde: ”Der er ingen grund til at interessere sig så meget for fremtiden. Den kommer af sig selv, så vi skal bare tilpasse os udviklingen”. Vi befinder os i en brydningstid, som samfund og som klode, og vi kan kun komme konstruktivt og kreativt videre, hvis vi gør det modsatte af disse to udsagn, dvs. 1) interesserer os for vor fortid, og 2) interesserer os for vor fremtid.

Francisco Varela og Humberto Maturana har engang sagt: ”Vi eksisterer i nu’et; fortid og fremtid er måder at være på nu”. Daniel Stern formulerede det således: ”Hvis det nuværende øjeblik ikke er velforankret i en fortid og en fremtid, vil det flyde meningsløst af sted som en meningsløs plet”. Disse sætninger og erkendelser er meget vigtige. Min erkendelse af, forståelse af, følelser i forhold til min fortid er i meget høj grad medbestemmende for, hvordan jeg er til stede i samfundet nu og her – som borger, far, forsker, formidler – eller hvilke roller vi spiller.

Og i lige måde: Mine fremtidsbilleder er også bestemmende for, hvorledes jeg er til stede, hvorledes jeg føler, tænker, beslutter, handler mm. Viden forpligter! Hvad kalder fremtiden på i os – lige nu og her? Hvad er min rolle, hvad er din rolle, hvad er Århus Kommunes rolle, hvad er Danmarks rolle?– ikke bare med henblik på at rage til os og optimere vores egen situation nu og her – men måske i verden?  Må vi overhovedet spørge sådan? Må vi lade være?

Den engelsk-amerikanske lærings- og kreativitetsforsker Sir Ken Robinson har i et foredrag sagt: En reform er et forsøg på at reparere en ”broken model”. Vi gennemfører rigtig mange reformer – og taler om endnu flere. Og rigtig mange af disse reformer fører stort set intet til. De påvirker et problem ét sted, og fører til nye problemer og symptomer andre steder. Hvorfor? Fordi vi forsøger at løse nutidens problemer med fortidens svar, men det er fortidens svar, der har skabt nutidens problemer. Men det mærker vi ikke, for vi lytter ikke til den feedback, der forsøger at komme igennem til os. Vi lytter ikke til børnene; vi lytter ikke til de fremmede; vi lytter ikke til de store grupper af medarbejdere, der i virkeligheden gerne vil yde og udfolde mere, end de i dag får mulighed for.

Nytænkning er at tænke ud på den anden side af vanen. Vaner er downloadning. Vaner kender vi alle, og nogle vaner er så stærke, at vi ikke ser dem. Vi er vanen. Nogle gange oplever og mærker vi det – og bliver måske flove. Men ofte mærker vi det ikke. Mærker det ikke, før vi bliver bragt i en helt ny situation, spejler os i noget nyt, hører noget nyt, bliver konfronteret med noget nyt eller anderledes. Én af vores store udfordringer nu, i vort eget land og på kloden, er at mærke verden. Mærke efter

Mærke mig selv og mærke verden. Lad mig introducere et begreb: Gearskifte. Levende systemers bæredygtighed opretholdes gennem feedback – feedback indefra og fra omgivelserne. Et menneske, en virksomhed, et samfund er eksempler på levende systemer. Feedback-mekanismer er ikke bare vigtige, de er livsvigtige for levende systemer. De fungerer hele tiden i levende systemer – hvis de får lov til det, hvis vi ikke afmonterer dem eller lader hånt om dem. Vi ser det i naturens gang, i døgnrytmen, nat og dag, og vi ser det i mange organiseringsformer, fx arbejde-fritid, undervisning-pause mm. Hjertet og åndedrættet laver hele tiden gearskift.

Efter aktivitet og dynamik følger altid afspænding og regeneration. Efter alle ordene og tankerne bliver der stille, hvis man lytter efter. Det er denne organiske vejrtrækning, dette gearskift, der sikrer, at de implicitte og selvorganiserende processer i mennesker og i naturen får lov at leve, virke og være bæredygtige. Det levende system mærker verden og sig selv på denne måde.

Man kan mene, at det lyder lidt flippet at tage dette frem i en situation, hvor konkurrencepres, budgetpres, produktivitetspres og meget andet er ved at splitte kommuner, virksomheder og samfund ad – og hvor der derfor er behov for endnu mere fart, endnu mere forandring, endnu mere vækst mm?

Og dog er det måske en forudsætning for ikke at smadre endnu mere. For det enkelte menneske er processen: opmærksomt fokus, tillidsfuld åbenhed og derudfra en åben neutral opmærksomhed. Det handler om at udbygge evnen til at se og sanse den, man er, der, hvor man er. Det handler om at lære at genkende kvaliteter i forskellige dele af sig selv, og om at lytte til og orientere sig inde fra sig selv i øjeblikket. Og om på den baggrund at blive mere nærværende, lyttende, kontaktfuld og åben over for mennesker og verden.

Dette er naturlige og grundlæggende processer, som vi imidlertid ofte demonterer i vore liv. De samme sætninger kan i modificerede former siges om virksomheder. Virksomheder er levende systemer. Virksomheder lever i en stadig udveksling mellem virksomhedens indre, dens mennesker og organisation, og den ydre verden, kunder, leverandører, det omgivende samfund.

Det kan være svært i en vild og uforudsigelig verden at tale om rytme eller balance på disse måder, men vi må forsøge at tænke over disse store levende systemer som levende organismer, ligesom vi hele tiden må betragte og behandle os selv og det andet menneske som et levende system med disse fundamentale feedback-mekanismer. Vi kunne spoørge:

Hvad er det for mekanismer i og uden for den enkelte virksomhed, der gør, at produktiviteten falder og sygefraværet stiger? Hvilke mekanismer er i spil, når det ikke er muligt at få alle unge til at fortsætte i vore uddannelsessystemer? Hvad er det der gør, at livsstilssygdomme af mange slags er ved at sprænge alle budgetrammer for sygehusudgifter, medicinudgifter mm? Hvad er det, der gør, at stadig flere mennesker i et såkaldt højt udviklet samfund, får stress? Hvad foregår der, når stadig flere unge i Skandinavien skærer sig selv?